Københavns Politi Sangkor

Bliv medlem af "Københavns Politi Sangkor" (KPS)

”Den danske sang var en ung blond pige”
- som for 85 år siden ”gik og nynnede i Danmarks hus”, og hvis hun stadig er derude, går hun sikkert rundt med sin rollator og leder efter de sangglade danskere.

HER ER VI SÅ!

"Københavns Politi Sangkor" er navnet, og vi har et meget alsidigt repertoire, der omfatter traditionelle danske sange, viser, kirkemusik, barbershop, klassiske korsatser og meget andet.  Koret deltager ved officielle og festlige lejligheder indenfor politikorpsets rammer, men vi er også at finde ude i samfundet, hvor man ønsker sig underholdt af glad korsang, sunget af et veloplagt og velsyngende, livgivende fire-stemmigt mandskor.

Koret er altid rejseklar.  Vi besøger ofte vore kolleger i de øvrige nordiske lande.  Og Sidst gik turen til Paris, hvor vi opførte 3 koncerter.  Som altid var det sociale samvær prioriteret meget højt, så der blev naturligvis tid til spændende ture i Byernes By.

Til efteråret flyver vi til Malta og Mellieha Holiday Centre, hvor koret i tæt samarbejde med det maltesiske politi arrangerer nogle koncerter rundt om på øerne.
Vi har naturligvis damerne med.

Når vi vender hjem efter en uges ferieophold på Malta, trækker vi straks i arbejdstøjet for at forberede korets 100-års jubilæum i 2013.
Det bliver et meget omfattende arrangement over fire dage med deltagelse af mindst 150 sangerbrødre fra de øvrige nordiske politisangkor.

DERFOR:

Rigspolitichefens kantine, Mitchellsgade 19, 5. sal - hver onsdag aften kl. 1900.
Du behøver ikke stav og pistol, men kom som du er med den tone i livet, vi har så hårdt brug for.

Vi kan ikke tilbyde dig penge - men et fantastisk godt kammeratskab og uforglemmelige, livgivende oplevelser, der varer hele livet.

Tag din bedste ven eller nabo med, så du ikke føler dig alene fra første færd.
Alle er nemlig velkommen i koret.

Gå efter lyden af glade mandsstemmer.  Eller ring til korets formand, Asger Villumsen. Så vil han stå ved hoveddørenog byde dig hjertelig velkommen.

H U S K

Korsang er musikalsk teambuilding og wellness med udgangspunkt i koncentration, engagement, energi, gejst, humor og livsglæde, som kommer lige fra hjertet.  Mere end 80.000 danskere synger i kor hver uge - netop for at opnå denne livskvalitet.